Cookies på Dr. Oetkers website

Vi bruger cookies på hjemmesiden for at forbedre vores indhold, og for at hjælpe os og vores partnere med at forstå hvordan du bruger hjemmesiden. Din videre færden på denne hjemmeside (ved at klikke og scrolle) eller fjernelse af denne cookie-notifikation anses som samtykke til brugen af cookies. Klik dig videre og læs vores cookie- og privatlivspolitik for mere information om cookies og hvordan du sletter dem.

Påskekage af Liv Martine: Gulerodsbund og frisk orange-curd

Livs opskrift på Påskekage kan tilpasses alt efter tid og behov.

12 - 16 portioner

avanceret 120 Minutter

Ingredienser

Ingredienser

til opskriften Påskekage af Liv Martine: Gulerodsbund og frisk orange-curd

Redskaber:

kageplast
springform; ø 24 cm

Fondant:

3 spsk. vand
1,5 spsk. Dr. Oetker Naturlig Vaniljeekstrakt
225 g mini skumfiduser
450 g flormelis
Dr. Oetker Concentrated Red Colour
Dr. Oetker Concentrated Yellow Colour
Dr. Oetker Concentrated Green Colour
majsstivelse

Gulerodsbunde:

400 g gulerødder
Revet skal og saft fra 1 ubehandlet appelsin
300 g smør (stuetempereret)
400 g sukker
5 æg str. M/L (stuetempereret)
320 g hvedemel
1 tsk. stødt kanel
1 tsk. salt
2 tsk. Dr. Oetker Bagepulver
1 tsk. Dr. Oetker Natron
2 tsk. Dr. Oetker Romaroma
100 g hakkede valnødder
1 bakke Dr. Oetker Appelsinskal , kandiseret (100 g)

Orange-curd:

4 blade Dr. Oetker Husblas
Saft fra 4 ubehandlede appelsiner
Revet skal fra 1 ubehandlet appelsin
revet skal og saft fra 1 ubehandlet citron
300 g sukker
2 æg str. M/L
120 g smør (stuetempereret)

Mørk krystalliseret chokolade:

100 g mørk chokolade
100 g sukker
100 g vand

Smørcreme med appelsin:

1 dl vand
250 g sukker
2 tsk. Dr. Oetker Vaniljesukker med bourbon vanilje
250 g smør (stuetempereret)
1 æggeblomme str. M/L
Revet skal fra 1 ubehandlet appelsin

Tilberedning

Tilberedning

1

Fondant

Til denne opskrift skal du bruge ca. 500 gram fondant. Lav din egen fondant ved at følge linket her eller søg i vores opskrifter efter: Hjemmelavet fondant til kreativt kagepynt. Du skal lave halvanden portion. Følg opskriften til og med punkt 2. Læg herefter massen på køl i mindst 1 time.

2

Gulerodsbunde

Tænd ovnen på 180° C traditionel varme.

Skræl og riv gulerødderne groft. Riv appelsinskallen på den fine side af et råkostjern og pres saften ud af appelsinen. Smelt smørret og lad det afkøle. Pisk sukker og æg luftigt. Tilsæt den afkølede smør og vend det sammen med en dejskraber. Bland hvedemel, kanel, salt, bagepulver og natron og sigt det i dejen. Bland romaroma i dejen. Vend gulerødder, appelsinskal, appelsinsaft, hakkede valnødder og kandiseret appelsinskal i dejen. Hæld dejen i en springform.

Bag kagen i midten af ovnen i 50-60 minutter og lad den køle helt af på en bagerist. Gulerodsbunden kan du sagtens lave dagen i forvejen, hvis det passer bedre i din tidsplan.

3

Orange-curd

Mens bunden køler af kan du lave din orange-curd. Læg husblas i blød i koldt vand. Kom appelsin- og citronsaft, appelsin- og citronskal og halvdelen af sukkeret op i en gryde og bring det i kog. Pisk resten af sukkeret og æggene i en separat skål ved høj hastighed til en lys og luftig masse. Vend citron- og appelsinsirup i æggemassen med en dejskraber. Hæld massen tilbage i gryden og kog det til det tykner og rammer ca. 65° C. Tag gryden af varmen. Klem vandet ud af husblassen og bland det i citruscremen. Rør rundt til husblassen er opløst. Rør til sidst smørret ud i cremen indtil det er smeltet.

Sæt citruscremen i fryseren indtil den har fået en cremet konsistens. Husk at røre i den jævnligt og hold øje med at konsistensen ikke bliver for fast.

4

Når gulerodskagen er helt afkølet deler du den i tre lige store bunde. Kom den første bund tilbage i springformen beklædt med enten bagepapir eller kageplast. På den måde får kagen en flottere kant når du begynder at smøre den med orange-curd. Når din orange-curd har fået den rette konsistens hælder du halvdelen over din nederste gulerodsbund. Læg den anden bund på og hæld resten af orange-curd'en på bund nummer to. Læg derefter den sidste bund på som top.

Lad kagen sætte sig i fryseren i ca. 60-90 min.

Pynt efter behov

Så skal vi i gang med pynten til kagen. Du kan pynte kagen præcis som du ønsker alt efter tid og behov. Under de enkelte afsnit står der alternativer til pynt, hvis man ikke lige har tid eller lyst til at kaste sig ud i et større projekt.

5

Mørk krystalliseret chokolade (brug sukkertermometer)

Den krystalliserede chokolade skal symbolisere jorden, som harerne gemmer sig i. Start med at hakke chokoladen. Kom sukker og vand i en gryde og kog det op. Sukkervandet skal gerne ramme 120°-140° C. Hvis du kan få den til at ramme 130° C er det den perfekte temperatur. Når sukkersiruppen har den rette temperatur hælder du den hakkede chokolade op i gryden og pisker med en elpisker. Sådan vil der danne sig krystalliseret chokolade. Fordel den krystalliserede chokolade på et stykke bagepapir og lad det køle af. Et alternativ til chokoladepynt kan også være almindelig hakket chokolade.

6

Fondantfigurer: Harer og gulerødder

Tag ca. 60 g fondant. Tril to store kugle og to små kugler i hvid og lav harens numse og hale. Lav fire aflange kugler i hvid fondant til fødder. Indfarv ca. 15 gram hvid fondant med 1 dråbe Concentrated Red Colour. Form harens trædepuderne med denne lyserøde fondant. Indfarv herefter en smule hvid fondant med Concentrated Green Colour. Disse skal formes til gulerodstoppe. De små gulerødder laves ved at blande Concentrated Red og Yellow Colour sammen. Blandingsforholdet er 1:4 dvs. 4 dråber gul pr. 1 dråbe rød. Sæt de grønne toppe på. Brug vand til at få delene til at hænge sammen, og lad dem tørre når du er færdig. Fondantfigurerne kan du sagtens lave dagen i forvejen. Bare husk at opbevare dem i en lufttæt beholder.

7

Smørcreme med appelsin

Smørcremen skal smøres på kagens top og sider. Vand, sukker og vaniljesukker bringes i kog og koger til sukkeret er helt opløst. Lad det køle af indtil det når ned på stuetemperatur. Det er vigtigt, at sukkerlagen køles helt ned til stuetemperatur, da massen kan begynde at skille hvis sukkerlagen er for varm når den hældes i æggemassen. Pisk smør og æggeblomme sammen i en skål. Hæld langsomt den afkølede sukkerlage i i en tynd stråle, imens du pisker kraftigt. Pisk indtil du har en blød og ensartet creme. Husk på at en luftig creme opnås ved lang tids piskning. Vend forsigtigt appelsinskallen i cremen med en dejskraber. Så er smørcremen klar til at blive smurt på kagen.

8

Pyntning af kagen

Når kagen har stået i fryseren i 60-90 min. er den klar til at blive pyntet. Tag kagen ud af formen og smør den glat op med smørcreme på toppen og siderne.

Hvis du gerne vil give din kage en kant af fondant så læs med her. Men kagen kan også sagtens serveres med smørcremen alene uden fondant om kanten. Til fondantkanten skal du tage det resterende fondant og ælte det sammen. Rul det ud i majsstivelse – så klistrer det nemlig ikke så meget. Fondanten skal rulles ud så det passer til kagens højde og omkreds. Et godt tip er at bruge det stykke kageplast, du har haft rundt om kagen og skære fondanten ud efter det. Så passer højde og længde helt perfekt. Rul fondanten sammen om kageplasten og rul den rundt om kagen. Giv fondanten et forsigtigt klem på kanten for at den sætter sig godt fast.

Fordel mørk krystalliseret chokolade på toppen. Pynt kagen med gulerødderne og harerne. Og sådan laver du en påskekage…:-)

Dr. Oetker tilbagekalder Chocolate Silver Pearls med udeklareret indhold af mælkeprotein

Der er desværre fundet indhold af mælkeprotein i dekorationsproduktet, hvilket ikke fremgår af etiketten. Det kan således fremkalde en allergisk reaktion hos forbrugere, der lider af mælkeallergi. Alle andre kan trygt spise sølvperlerne.

Sølvperlerne er blevet solgt siden primo 2018 i Meny, Spar, Kvickly, SuperBrugsen, DagligBrugsen, Liva, Løvbjerg og enkelte små supermarkedskæder samt Dr. Oetker Kagerullen i Tivoli og online på Bagetid.dk, Abashop.dk.

EAN kode 701073061060

Alle batchkoder og holdbarhedsdatoer er desværre forkert mærket.

 

Hvis man har mælkeallergi kan man returnere produktet ved at kontakte os på følgende telefon og email.